Fælledgårdene boliger

Boligselskab hilser digitalisering velkommen

Digitalisering af ledningsoplysninger er en stor opgave, men Boligselskabet Sjælland er godt i gang og ser frem til fremtidige besparelser

Med 12.550 boliger fordelt på Sjælland er Boligselskabet Sjælland Danmarks 4. største boligselskab, og derfor ejer boligselskabet også mange kilometer forsyningsledninger af forskellig art. Udviklingen af Ledningsejerregistret betyder, at alle ledninger skal være digitaliseret senest sommeren 2023, og det betyder, at Boligselskabet står over for en stor og bekostelig opgave.

Det er imidlertid ikke noget, som slår Kenneth Helt, der er projektleder for drift og vedligeholdelse i Boligselskabet Sjælland, ud:

”Vi ser faktisk et stort potentiale i at få digitaliseret vores forsyningsledninger. Vi får dagligt henvendelser fra entreprenører, som skal udføre arbejde i vores afdelinger, og derfor bruger vi meget tid på at finde tegninger,” siger Kenneth Helt og fortsætter:

”Med en digitalisering af vores forsyningsledninger vil vi få et bedre overblik over vores ledninger og over vores vedligeholdelsesplaner. På sigt regner vi derfor med, at vi vil kunne spare beboerne for penge.”

Millioner af kroner lige i kloakken

I første omgang har Kenneth Helt kastet sig over kloakkerne med et pilotprojekt, der skal afdække, hvordan digitaliseringen præcist skal skrues sammen. Det sker i samarbejde med landinspektørfirmaet Geopartner. Derefter bliver digitaliseringen rullet ud til samtlige afdelinger i et projekt, som forventes at koste omkring 5,5 mio. kroner.

Det er dog en investering, som ville være kommet før eller siden alligevel:

”Vi er allerede med en digitalisering af vores bygningsmasse, men med lovkravet om digitalisering af ledningsoplysninger, er vores forsyningsnet kommet frem i køen,” siger Kenneth Helt.

Boligselskabet Sjælland er i gang med den sidste del af pilotprojektet, og planen er, at alle ledningsoplysninger er digitaliseret inden sommeren 2023, således at man opfylder lovkravet.

Ledningsejerregistret (LER)

Ledningsejerregistret (LER) indeholder informationer om, hvem der ejer forsyningsledninger i jorden. Formålet er at sikre en effektiv udveksling af oplysninger, så man hindrer unødige gener ved gravearbejde, overgravede ledninger mm.

Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har ansvaret for LER og er i øjeblikket i gang med en omfattende digitalisering af registret (LER 2.0), som skal sikre en endnu mere smidig udveksling af oplysninger.

Det betyder, at alle ledningsoplysninger skal være digitaliseret inden juli 2023. Ledningsoplysninger bliver samtidig standardiseret, så de nemt kan tilgås og vises i kortviser eller som datafil. Herefter vil ledningsoplysninger kunne leveres på forespørgsel på blot to timer.

Månedens anvender

Hver måned bringer SDFE en historie om månedens anvender. Det er en historie om en virksomhed, myndighed eller organisation, som bruger data til at løse en opgave eller lave et produkt.

Formålet er at inspirere andre potentielle anvendere til at bruge data, som kan bidrage til at skabe værdi i samfundet.

Find flere anvenderhistorier

Med en digitalisering af vores forsyningsledninger vil vi få et bedre overblik over vores ledninger og over vores vedligeholdelsesplaner. På sigt regner vi derfor med, at vi vil kunne spare beboerne for penge.

Kenneth Helt, Projektleder for drift og vedligeholdelse i Boligselskabet Sjælland