Danskerne tager fremtidens teleteknologier til sig

09-05-2023

Telebranchen har de seneste år investeret store summer i udrulningen af to af fremtidens teleteknologier, fiber og 5G. Nye tal fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI) viser, at danskernes efterspørgsel efter nye produkter via teleteknologierne følger trop. Dyk ned i SDFI’s nye telestatistik om danskernes forbrug af teleydelser

For under fem år siden var det gamle telefonstik danskernes foretrukne vej til internettet. Men telebranchen har de seneste år investeret store summer i udrulningen af to af fremtidens teleteknologier, fiber og 5G, og i dag ser billedet markant anderledes ud.

Fiberteknologien er i solid vækst og fortsætter med at trække fra de konkurrerende teknologier, når danskerne skal vælge på hylden med bredbåndsprodukter. Det viser SDFI’s ’Telestatistik – andet halvår 2022’.

Alene på et år er antallet af abonnementer på fiberbredbånd steget med ca. 13 pct. Fiberbredbånd udgør nu ca. 43 pct. af alle de solgte fastnetbredbåndsabonnementer. Det er særligt bredbånd via det gamle telefonstik (kobbernettet), som må afgive abonnementer til fiberen.


Figur 1: Udvikling i antallet af abonnementer fordelt på kobber, kabel-tv-net og fiber fra 2018 til 2022. Alle tal er fra udgangen af året.  

Med de nye abonnementer følger også adgang til højere hastigheder. Det afspejler sig i de hastigheder, som indgår i danskernes abonnementer. Andelen af abonnementer med adgang til hurtigt bredbånd med mindst 100 Mbit/s download er således steget med 16 pct. på et år. Det betyder, at ca. 77 pct. af danskernes bredbåndsabonnementer via fastnettet giver adgang til mindst 100 Mbit/s.

Til sammenligning har 97 pct. af danskerne mulighed for at købe et abonnement med adgang til mindst 100 Mbit/s. Der er derfor fortsat et stykke vej mellem de hastigheder, som teleselskaberne udbyder, og de hastigheder, som danskerne vælger at købe.   

5G fortsætter sin fremgang

Det er ikke kun på markedet for fastnetbredbånd, at der sker ændringer i disse år. På mobilmarkedet søger danskerne også mod de nye teknologiske muligheder. 2022 var første år, hvor danskernes andel af 5G-abonnementer indgik i Telestatistikken. De nye tal viser, at antallet af 5G-abonnementer er steget med ca. 22 pct. på blot et halvt år. Abonnementer med adgang til 5G udgør dermed mere end halvdelen af alle mobilabonnementerne i Danmark.

Figur 2: Fordelingen af mobilabonnementer per 2. halvår 2022.
Figur 2: Fordelingen af mobilabonnementer per 2. halvår 2022.

Langt flere danskere har altså fået adgang til det lynhurtige 5G-netværk på deres mobiltelefoner eller tablets.

Nye muligheder for forbrugerne

Med de nye teleteknologier følger nye muligheder for forbrugerne, når der skal tegnes et bredbånds- eller et mobilabonnement. På SDFI’s Tjekditnet.dk kan du få et overblik dine muligheder på hjemmeadressen. Hvem ved – måske har du fået adgang til nye muligheder, som du ikke kendte til?

Den 1. januar 2023 blev det desuden nemmere for forbrugerne at skifte bredbåndsudbyder. Her trådte nye regler om skift af bredbåndsudbyder i kraft. De nye regler betyder, at du kan give dit nye bredbåndsselskab fuldmagt til at ordne alle de praktiske forhold i forbindelse med skiftet. Ligesom du kender det fra, når du skifter mobilselskab.

Dyk ned i flere spændende tal fra Telestatistikken

Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs telestatistik indeholder mange interessante informationer om danskernes forbrug af teleydelser. Hvilke abonnementer køber danskerne? Hvor meget data bruger de på mobilen? Bliver der fortsat sendt MMS’er?

Find svarene på de spørgsmål – og mange andre – i Telestatistikken for 2. halvår 2022, som baserer sig på tal fra teleselskaberne.

Du kan finde telestatistikken på Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs hjemmeside under Tal på teleområdet (sdfi.dk).

Kontakt

René Thunø
Presse- og kommunikationskonsulent